 |
|
|
 |
|
|
|
 |
Krigen 1864.
2. Slesvigske krig, hvor Danmark måtte afstå Slesvig, Holstein og Lauenborg.
Af Joan Bedsted.
Tak til Magne Lund, for mange og gode oplysninger.
Danmark havde uretsmæssig indlemmet Slesvig under sin forfatning i 1863, det kom derefter til åben konfrontation med Holsten og staterne i Det tyske forbund. Men i modsætning til krigen 1848 – 50 var Danmark ikke helt så velforberedt denne gang, og de allierede, man havde håbet på hjælp fra, udeblev. Ved stormen på Dybbøl d. 18 April led Danmark et voldsomt nederlag, og krigen endte med, at Danmark måtte afstå hele Hertugdømmet Slesvig til Det tyske forbund.
Danevirke.
Foto: Danevirke.
Den 31. Januar 1864 stod 57.000 preussiske og østrigske soldater klar til at overskride floden Ejderen på Slesvigs sydgrænse. Natten til den 1. Februar 1864 gik preusserne og østrigerne over Ejderen.
De blodige slag begyndte, da Preusserne angreb Dannevirke – stillingen ved Mysunde, kl. 7 om morgenen den. 2 Februar 1864. Preussernes hær var overlegen både med hensyn til antal soldater, deres uddannelse og ikke mindst udrustning. Danskerne var udstyrede med gamle forladegeværer, hvorimod preusserne havde nykonstruerede bagladegeværer, som kunne affyre 4 skud for hver gang danskerne affyrede 1.
For at forsvare Dannevirke skulle der bruges ca. 50.000 mand, men der var ca. 36.000 i stillingen den 2 Februar.
Virkeligheden var en anden.
Foto: Viser danske soldater som sidder og sover på lægterne af de her kun halvfærdige mandskabsbarakker.
Da de første soldater ankommer til Dannevirkestillingen er barakkerne til indkvarteringen af soldaterne ikke bygget, forbindelsesvejen ikke anlagt og mange af forhindringerne foran stillingen ikke påbegyndt. Alt dette må de danske soldater nu kæmpe med i Januar måned, hvor frosten gør jordarbejdet meget vanskeligt. Stillingen når derfor langt fra at blive færdig til krigsudbruddet.
Danskerne opgiver Danevirke.
Foto: General de Meza med stab inspicerer tropperne.
Den danske hærledelse indså, at overmagten var for stor. Den danske øverstbefalende general Christian Julius de Meza indkaldte derfor til krigsråd d. 4 Februar om aftenen. De forsamlede højtstående officerer besluttede efter 5 timers intens at rømme Dannevirke – stillingen i ly af mørket natten mellem den 5. og 6. Februar. Det blev en tilbagetrækning der er gået over i historien, som noget af det værste en dansk soldat har været udsat for. Det var stormvejr, som kom nordfra, og de fleste soldater havde ikke fået et hvil i de sidste 4 døgn. I nattens løb slog det om fra hård frost til tøvejr med isslag og senere igen til snestorm.
Tilbagetoget.
Foto: Danske tropper kæmper sig gennem frost og kulde nordpå til bl.a Dybbøl.
Næsten 40.000 danske soldater samt hele den danske feltartilleri – og vognpark drager under ekstremt vanskelige betingelser tilbage mod Flensborg. 14 timer i træk marcherer soldaterne i den mørke nat og på spejlglatte veje med vinden og sneen piskende ind i hovedet fra nordvest og termometeret visende ned til – 10 ºC.
På trods af disse ekstreme forhold fryser kun 10 mand ihjel under tilbagetoget, 120 bliver fanget og 173 deserterer undervejs.
En menig fortæller:
Den skarpe blæst hvirvlede sneen i øjnene på os, og tillige blottede den de islagte, spejlglatte veje, hvor både mennesker og dyr havde svært ved at stå fast. Vi blev til sidst så trætte og søvnige, at vi gik som i en døs. Så snart der blev kommanderet ” holdt ”, kunne vi rende panden mod formandens tornyster eller læne os op til hverandre for at sove.
Østrigerne indhenter danskerne.
Foto: Østrigske tropper angriber danske tropper ved Sankelmark. I baggrunden til venstre ses Sankelmark sø og skoven. Som det fremgår af billedet ar kampen præget af nærkamp med bajonet.
Den pludselige og vel gennemførte danske tilbagetrækning kommer helt bag på den østrigske overkommando, som først tidligt om morgen d. 6 Februar får beskeden. En større styrke med både artilleri og kavaleri sendes efter for at genere danskerne mest muligt.
Ved Sankelmark sø har en dansk brigade fået ordre til at standse forfølgerne. Det kommer nu til en indædt kamp, hvor danskerne langsomt under voldsom bajonetfægtning mand mod mand trænges tilbage. Danskernes seje modstand og de relativt store østrigske tab får østrigerne til at opgive den videre forfølgelse.
Danskerne ændrer strategi.
Den danske hær deler sig nu i tre dele, hvoraf hovedparten ca. 26.000 går til Dybbøl, da forsvaret her bliver prioteret højt. Resten går nordpå i Jylland, hvor man deler sig i to grupper, et bevægeligt korps ( 4. Division ) som trækker sig tilbage nord for Kongeåen, samt et korps til forsvar af fæstningen i Fredericia.
Dybbøl er politisk vigtig, da det nu er den sidste del af hertugdømmet Slesvig, som Danmark holder besat. Dette forventer man vil være en fordel ved eventuelle kommende forhandlinger om en deling af Slesvig.
Dybbøl er samtidig en trussel for de preussisk – østrigske styrker der bevæger sig nordpå i Jylland. Fra Dybbøl kan deres forsyningslinier afskæres, da den danske flåde foreløbig har herredømmet til søs. De preussiske – østrigske styrker kan desuden aldrig vide hvor hovedparten af den danske hær er placeret. Dette tvinger dem til at afsætte relativs store styrker til belejringen af de to danske fæstninger, da de skal kunne stoppe et eventuelt dansk udfald fra fæstningerne.
De første kampe foran Dybbølstilingen.
Foto: Viser kampen den 22. Februar 1864. Danske tropper har taget stilling ved Avnbjerg ( til venstre ). To danske feltkanoner er kørt i stilling på bakketoppen. Men dette stemmer ikke med virkeligheden, da feltartelleriet slet ikke blev indsat den dag.
Den 18 Februar foretager preussiske styrker et første mindre angreb på stillingen i forbindelse med anlæggelsen af en pontonbro over Egernsund, som skal sætte preusserne i stand til at besætte hele Broagerland. Det danske panserskib ” Rolf Krake ” sejler ind i Flensborg fjord og forsøger at ødelægge den anlagte pontonbro men uden held. Ved angrebet mod stillingen tager de preussiske styrker en del danske fanger, bl.a. fordi den danske forpostlinie er dårligt opstillet. De preussiske styrer trækker sig efter angrebet tilbage. Angrebet gentages den 22 Februar med endnu større succes. Danskerne mister her 362 mand deraf er 242 usårede fangne – 85 af disse er dog sandsynligvis deserterede slesviger. Til sammenligning mistede preusserne ved kampen kun 37 mand. Efter denne kamp trækkes den danske forpostlinie nærmere ind mod de danske skanser, hvilket er en bedre opstilling. Den 17 Marts udvikler et mindre dansk angreb mod nordvest sig til en egentlig kamp, hvor preusserne hurtigt kaster større styrker ind. De danske styrker trænges næsten helt tilbage til skansegrænsen, så næsten hele terrænet foran stillingen er tabt. Danskerne mister denne dag 667 mand mod preussernes 138 mand.
Preusserne sætter nye moderne kanoner ind.
Foto: Preussiske artillerister i færd med at lade og indstille en af de svære belejringskanoner.
Da den preussiske overkommando har stor respekt for danskernes stilling på Dybbøl, beslutter man at indlede en egentlig belejring af stilling med indsættelse af moderne svært belejringsskyts. Dette skal dog først transporteres med tog fra Berlin og til Dybbøl. Fra den 10. Marts begynder man anlæggelsen af kanonstillinger på Broagerland ved Gammelmark, da kanoner herfra med stor virkning beskyder de danske skanser i flanken. Desuden anlægges nu observationsposter samt en artilleripark bag kanonstillingerne.
Den 15. Marts åbner batterierne for alvor ild mod de danske skanser. Den preussiske overkommando forventer, at man kan fordriver danskerne fra skanserne ved hjælp af disse nye svære belejringskanoner. Der er tale om 12 og 24 punds ( 12 og 15 cm ) riflede bagladekanoner med rækkevidder på op til 5 km og med en for den tid uhørt præcision.
Den preussiske overkommando må efter et par dages bombardement indse at deres moderne kanoner alene ikke vil kunne fordrive danskerne fra skanserne. Man indstiller sig nu på en længerevarende belejring foran Dybbølstillingen. Kanonerne på Broagerland for herefter til opgave at hindre danskerne i at vedligeholde og forstærke Dybbølstillingen.
Preusserne graver sig frem mod skanserne.
Foto: Den sidste Preussiske stormparallel, hvorfra de preussiske stropper stormede mod de danske skanser den 18 April. Bemærk de anlagte trin i midten af billedet.
For at skaffe plads til den første parallel i angrebsværket angriber preusserne den sydlige del af skanserækken den 28. Marts kl. 3 om morgenen. De danske forposter skal kastes helt tilbage til skanserækken, men danske styrker alarmeres hurtigt og angrebet afvises. Dette sker ikke mindst p.g.a. panserskibet ” Rolf Krakes ” hurtige indgriben i kampen. Derfor må den første preussiske parallel nu anlægges længere fra skanserækken end oprindeligt planlagt – næste 1 km. Parallellen er færdig den 1. April og er beskyttet af 8 bagved anlagte batterier med tilsammen 40 kanoner.
Anlæggelsen af parallellen skal i første omgang aflede danskernes opmærksomhed fra en planlagt overgang til Als ved Ballebro – Hardeshøj, hvor der i dag sejler en færge. Kl. 3 morgen den 2 April skal 20.000 preussiske soldater sejles over Als fjord i mange mindre både og pontoner. Overgangen dækkes af mange svære belejringsbatteriet, som er forpost til lejligheden. Vejret er midlertid blæsende, så oprationen udskydes til næste dag. Vejret er dog ikke blevet bedre, så overgangen aflyses. Var denne dristige operation lykkedes ville de danske styrker i Dybbølstillingen være tvunget til overgivelse, og danskerne ville med et slag have mistet næsten halvdelen af deres hær.
Herefter sæter preusserne alt ind på at angribe Dybbølstillingen frontal. I de følgende to uger anlægges derfor yderligere tre stormparalleller. Den sidste parallel er færdig den 17 April i en afstand af omkring 220 – 300 m. fra de danske skanser. 126 preussiske kanoner og morterer fordelt i ca. 30 batterier deltager nu i ødelæggelsen af de danske skanser.
Danskernes moderne panserskib.
Foto: Det danske panserbatteri Rolf Krake under beskydning i Vemminglund.
” Rolf Krake ” er den danske flådes første rigtige panserskib. Det er beklædt med 144 mm. Jernplader, og det har 4 stk. 60 pds. Glatløbede kanoner i to drejelige tvillingetårne. Skibet er købt i England i 1863 og er et af verdens på det tidspunkt mest moderne krigsskibe.
Skibet bliver beskudt heftigt fra de preussiske kanoner på Broagerland, men skibets svært pansrede sider kan endda modstå de sværeste preussiske spidsgranater. Skibet er dog sårbart overfor træffere i dækket, der er relativ svagt pansret.
” Rolf Krake ” skal under forsvaret af Dybbølstillingen i 1864 støtte den udsatte venstre fløj i stillingen. Dette gør Skibet bl.a. med stor succes den 28 Marts 1864.
Så angriber preusserne.
Foto: Tysk fremstilling af stormen den 18 April 1864. Den preussiske fane er rejst på voldkronen af en dansk skanse for at signalere at skansen er erobret.
Den 18 April kl. 4 om morgenen begynder der hidtil voldsomste bombardement af Dybbølstillingen med knap 8.000 granater på kun 6 timer. Kl. 10 stopper kanonerne og ca. 10.000 veltrænede preussiske stormtropper vælter op af den sidste stormparallel mod de danske skanser 1 – 6 som mål. Herefter følger 10.000 mand og bagved ligger yderligere næsten 20.000 mand klar til fremrykning.
Ca. 5.000 danske soldater ligger fremme i forreste skanserække og modtager nu de preussiske stormtropper med geværild. I løbet af 5 – 10 min. Er de første danske skanser erobret af preusserne, og efter ½ time er 7 skanser faldet. Beruset af sejren fortsætter mange af de preussiske tropper frem mod brohovedet i stedet for blot at holde de erobrede skanser. De preussiske officerer har mistet kontrollen over situationen.
Danskerne forsøger et modangreb.
Foto: Dansk heroisk skildring af 8. brigades modangreb.
Den danske reserve på ca. 6.000 mand er ikke blevet alarmeret ved stormens begyndelse. Kl. er 10.30 og nu gives der ordre til at indlede et modangreb med den danske 8. brigade på a. 3.000 mand. Dybbølstillingens venstre fløj med den tilbagetrukne linie er målet. General du Plat er i tvivl om angrebet bør gennemføres, men de fremstormende spredte preussiske enheder fejes til side og angrebet ser ud til at ville lykkes.
Kort før den ” den tilbagetrukne linie ” og ved Dybbøl Mølle går modangrebet i stå. Det er nemlig i mellemtiden lykkedes de preussiske officerer at få organiseret forsvaret af de erobrede skanser og den tilbagetrukne linie, som nu benyttes af preusserne til at stoppe danskernes angreb. Brigadens tab er nu så store, at der mange huller i dens linie. Bl.a. er der opstået et faretruende store gab mellem brigadens to regimenter lige syd for Dybbøl Mølle.
Netop i dette øjeblik – kl. er 11.15 – når de preussiske reserver frem. Dele af de preussiske reserver støder frem netop i hullet mellem de to danske regimenter, hvorved danskerne nu risikerer at blive omgået. Brigade må derfor hurtigt trække sig mere eller mindre ordnet tilbage til brohovedet ved Alssund. Angrebet kostede brigaden 1399 mand ( døde, sårede og tilfangetagne ), hvilket svarer til et tab på ca. 45 %.
De døde ligger tilbage.
Foto: Tysk skildring af slagmarken på dybbøl dagen efter det blodige slag. De døde samles op og køres til massegravene.
Danskerne har nu opgivet at forsvare Dybbølstillingen og tropperne trækker sig nu over til Als via de to pontonbroer, som forsvares af Brohovedskansen. Omkring kl. 14.00 forlader den sidste danske soldat dybbølsiden og de to pontonbroer afbrydes. Den næste dag bliver parterne enige om en våbenhvile fra kl. 12.00 til 18.00 ( forlænges til 19.00 ), hvor de sidste sårede kan samles op, og de døde kan blive begravet. Hovedparten af de danske døde begraves i store massegrave rundt om på Dybbøl Banke, hvoraf den største indeholder 209. de fleste preussiske døde begraves rundt om på kirkegårdene i områder, men enkelte begraves på Dybbøl Banke. Bl.a. 25 i en fælles grav på toppen af Dybbøl Banke. Tabene den 18 April beløb sig til: * Preussisk tab: 1201 døde og sårede. * Danske tab: 1669 døde og sårede samt 3131 usårede fanger og desertører. Nogle af gruppen ” usårede fanger og desertører ” kan være døde, da de danske afdelingers tabslister er mangelfulde.
Preussisk sejrsparade.
Efter at have fået den glædelige nyhed om erobringen af Dybbøl rejser den preussiske Kong Wilhelm kort efter til Slesvig, hvor han ankommer den 21 April. Samme dag afholder de preussiske tropper en sejrsparade til ære for den preussiske konge på markerne mellem Gråsten og Adsbøl. Næsten 20.000 mand marcherer forbi Kong Wilhelm i deres uniformer fra slaget, med erobrede faner og egelov på felthuerne som tegn på sejren.
Danskerne opgiver Fredericia - fæstningen.
Foto: Østrigske i Fredericia fæstning.
Efter nederlaget ved Dybbøl beordrer den danske krigsminister Lundby til alles forundring en tilbagetrækning af tropperne fra den langt stærkere Fredericia fæstning. Der er her tale om en egentlig permanent fæstning og ikke en forstærket feltværk, som Dybbølstillingen var. Krigsminister Lundby vil med beslutningen styrke forsvaret af Als og Nørrejylland. Ordren bliver hurtigt udført natten mellem den 28. og 29. April, hvorved danskerne nu har mistet den sidste flankestilling i Jylland. Den danske hær har altså bortset fra den 4. division i Nørrejylland mistet sine offensive muligheder og er tvunget til at koncentrere sig om et passivt forsvar af Als og Fyn. Den preussisk – østrigske hær er ikke længere tvunget til at binde stærke stridskræfter ved Dybbøl og Fredericia, men kan vælge at koncentrere kræfterne. Den danske hær er derimod tvunget til at splitte sine i forvejen beskedne kræfter i tre dele – på Als, på Fyn og i Nørrejylland.
Den østriske flåde kommer.
Foto: Viser den østrigske fregat Schwarzenberg, der må trække sig ud af kampen efter at fokkemasten er brudt i brand.
Den danske flåde har indtil nu været total dominerende og dermed været i stand til at blokere de tyske havne. Men efter måneders forberedelser er den østrigske flåde fra baserne i Adriaterhavet omsider på vej gennem den engelske kanal. Den østrigske flåde er den danskes flåde numerisk overlegen, så nu er danskernes søherredømme alvorligt truet.
Danskerne har løbende modtaget meldinger om den østrigske flådes sejlads fra Adriaterhavet op til den engelske kanal. Man er derfor forberedt på østrigernes snarlige kommen.
Den danske eskadre i Nordsøen forstærkes den 5. Maj, så den nu er på to fregatter og en korvet. Eskadrens opgave er at møde den østrigske fortrop, inden den østrigske hovedstyrke når op. Danskerne forventer at kunne slå den østrigske fortrop, som skulle bestå af to fregatter samt et antal preussiske kanonbåde.
Den østrigske eskadre under ledelse af linieskibskaptajn Tegetthoff har ordre til hurtigst muligt at angribe den danske flådeeskadre. Den 9. Maj om morgenen modtager Tegetthoff melding om, at den danske eskadre er i farvandet ved øen Helgoland. Han stikker derfor straks i søen igen for at gå danskerne i møde.
Kl. 10 siger danskerne i første omgang røgen fra det britiske krigsskib ” Aurora ”, som skal hævde britisk territorialfarvand omkring Helgoland, der var britisk siden 1814. kort efter ses også røgen fra de østrigske skibe ( 2 østrigske fregatter og 3 preussiske kanonbåde ), og kursen sættes direkte mod disse. Den østrigske eskadre har ligeledes sigtet danskerne og nu sejler de to eskadrer for fuld damp mod hinanden.
Kl. 13.45 åbner østrigerne id på ca. 4 km. afstand. I de følgende timer ligger de to eskadrer overfor hinanden, og der kæmpes indædt fra begge sider, efterhånden begynder den danske ild at gøre sin virkning, da danskerne formår at koncentrere skydningen mod den østrigske kommandoskib
” Schwarzenberg ”. Henad kl. 4 må ” Schwarzenberg ” med brændende fokkemast trække sig ud af kampen og sætte kursen mod Helgoland for dermed at redde Skibet ind på neutralt område. Den anden østrigske fregat ” Radetzky ” lægger sig dygtigt imellem, og godt hjulpet af en rorskade på den hurtigste danske fregat ” Jylland ”, lykkes det at redde alle skibene ind på neutral område.
Den danske eskadre kaldes nu tilbage til Norge, hvorefter man begiver sig til København, da en våbenhvile nu træder i kraft. Den østrigsk – preussiske eskadre sejler i ly af mørket og med slukkede lanterner til Cuxhaven, hvor skaderne fra kampen kan blive udbedrede.
Forhandlinger og våbenhvile.
På engelsk initiativ indledes den 25. April forhandlinger i London ( kaldet London-konferencen ) med de implicerede parter. I første omgang aftales en våbenhvile som træder i kraft den 12. Maj.
På konferencen drøftes forskellige delinger af Slesvig samt en løsning ved en folkeafstemning eller en voldafgift – d.v.s. at en tredjepart trækken en grænse.
På kortet kan man se de forskellige grænser - og mæglingsforslag, som havde været på bordet under Londonkonferencen samt den endelige grænsedragning ved Kongeåen.
Forhandlingerne i London bryder endeligt sammen den 20. Juni, da danskerne ikke vil acceptere en løsning ved en voldafgift. Man står fast på en grænse ved Dannevirke.
Påny krig.
Foto: den første bølge på næsten 2500 mand preussiske infanteri landsættes på Als.
Den 26. Juni udløber våbenhvilen og umiddelbart efter den 29. Juni kl. 2 om morgenen sætter 2.500 preussiske soldater med 600 både i første angrebsbølge over Alssund ved Sottrupskov. De danske styrker på Kær halvøen tager straks kampen op, men forsvaret af als er for svagt og for dårligt organiseret. Panserskibet ” Rolf Krake ” dukker efter en lille times kamp op og kan for en stund stoppe overførslen af de preussiske tropper. Men da er der allerede omkring 5.000 preussiske tropper på als og de danske styrker er trængt. Kaptajnen på panserskibet vurdere at slaget er tabt, hvorefter han sejler bort for at deltage i evakueringen af de danske styrker på Als. De preussiske tropper trævler i løbet af morgenen det danske forsvar op, og kl. 5.30 opgiver danskerne forsvaret af øen og trækker sig under stadig kamp tilbage til halvøen Kegnæs. Herfra udskibes tropperne i løbet af de næste dage, og den 1. Juli forlader den sidste danske soldat Als. Den danske hærs tab ( døde, sårede og fangne ) i forbindelse med kampen på Als blev på i alt 3.148 mand, men de tilsvarende preussiske tab beløb sig til 372.
Danmarks nederlag er totalt.
Foto: Højstående preussiske officerer på udflugt til Skagen.
Efter tabet af Als breder modløsheden sig i Danmark. Preussen og Østrig har nu besat hele Jylland op til Skagen, og man frygter nu, at også Fyn vil gå tabt. Måske er endog sjælland truet, så kravet om fred for enhver pris breder sig. Den danske regering går af, og en ny udpeges. Regeringen anmoder om våbenhvile, og denne træder i kraft den 20. Juli. Herefter indledes forhandlinger i Wien fra slutningen af Juli, hvilket fører til fredstraktaten, som underskrives den 30. Oktober 1864. Sejrsherrerne er nådesløse ved fredsforhandlingerne i Wien, og Danmark må betingelsesløst afstå hertugdømmerne. Der kan end ikke tilståes danskerne garantier for behandlingen af den dansksindede del af befolkningen i Nordslesvig. Danmarks nederlag er total. Danmark mister Slesvig, Holsten og Lauenborg og dermed to femtedele af landets samlede størrelse. Indbyggertallet reduceres fra 2,6 mio til 1,6 mio. Danmarks grænse mod syd kom dermed til at gå ved Kongeåen.
Erindringsmedaljen.
Erindringsmedaljen:
Der skulle oprindelig været lavet en medalje for deltagelsen i krigene, men inden det blev endelig besluttet, var der gået for lang tid, og i stedet blev det så til Erindringsmedaljer. Krigsveteranerne skulle selv i 1876 ansøge om at få medaljen. Man regnede med, at der var ca. 46.000, der var berettiget til at få 1848 – 50 medaljen, mens der var ca. 58.000 berettigede til 1864 medaljen. Til at modtage begge medaljer var der ca. 2.900 personer.
Medaljen blev uddelt i 1876 – 77 i små hvide papæsker uden navn.
Hædersgaven:
Lov om en livsvarig årlig hædersgave til deltagerne i kampen for fædrelandet i året 1864.
Vi Christian den tiende, af Guds nåde konge til Danmark, de Venders og goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarsken, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gøre Vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og vi ved vort samtykke stadfæstet følgende lov.
§1. Mænd som i året 1864 har stået ved en til den danske hær hørende Afdeling ( Instution ), medens denne var på krigsfod, eller har gjort tjeneste om bord i et af krigen udrustet skib, modtager af staten en livsvarig årlig hædersgave af 100 kr. der udbetales forud første gang fra 15. Februar 1814, derefter fra hvert års 15. Januar.
§2. Hædersgaven begrunder ikke nedsættelse af alderdomsunderstøttelse eller fattighjælp.
§3. Finansministeriet træffer de nødvendige bestemmelser til gennemførelse af denne lov og bemyndiges til at afholde den dermed forbundne udgift. Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.
Givet på Amalienborg, den 27. Oktober 1913.
Under vor kongelige hånd og segl.
Christian R.
Deltager fra krigen 1864 fra Bredsten sogn.
Erindringsmedalje – modtagere for deltagelse i krigen 1864,
boende i Bredsten sogn 1876.
* Forstærkningsmand: efter udskrivning på sessionen, ved 22 års
alderen, stod vedkommende til rådighed for militæret 8 år som soldat
ved linien, deri var indeholdt 16 måneders samlet tjenestetid efterfulgt af
korte mønstringer. Efter 8 år modtog man sit forstærkningspas, og ville
kun blive indkaldt i forbindelse med krig. I Januar 1864 indkaldte man
forstærkningsmændene og hjemsendte dem i forbindelse med
våbenhvilen i Maj måned. Forstærkningsmændene var ved
indkaldelsen fra 32 til 35 år gamle, altså fødte mellem 1829 og 32.
* Kantinesoldat: Bar en tornyster – også kaldet en kantine med
førstehjælperemedier til brug for
lægen, på slagmarken.
* Ambulancesoldat: En soldat ude i forreste line og der hentede de
sårede og bar dem til vognene.
* Trainkusk: En soldat med småfejl. F. eks. Platfod, manglende
fingerled. Kørte bl.a. hestevogn,
var sygepasser / sygevogter. Hjalp de
sårede op på vognene.
* Sapeur: Var en Ingeniørsoldat, de var bl.a. uddannede til at grave
løbegange / skyttegrave.
* Ingeniørkorpsets mobile park: Ingeniørkorpset rådede over en stor
transport afdeling – park –
træn, der betyder, alle en hærs
transportvogne, deraf en trainkonstabel.
* Fourér: Underofficer der fungerer som et kompagnis regnskabsfører,
proviantforvalter og
kvartermester, d.v.s. sørger for indkvartering.
Anthon Andersen.
Født d. 15 April 1839.
Tjenestegjorde ved 2. Artilleriregiments 11. Batteri om menig nr. 102.
Fra d. 25 Oktober 1863 til d. 19 December 1864.
Adresse. 1876. Arbejdsmand, Haraldskjær fabrik, Bredsten sogn.
Født i Kjærbølling.
Søn af Anders Nielsen og Christiane Schougård.
Død d. 11 Maj 1924 på Haraldskjær fabrik.
Begravet d. 18 Maj 1924 på Skibet kirkegård.
Iver Bernhardsen.
Født d. 8 Februar 1839.
Tjenestegjorde ved 6. Regiment 5. Compagni som menig nr. 326.
Fra d. 25 November 1863 til d. 14 August 1864.
Adresse. 1876. landmand, Husmand, Ravning by, Bredsten sogn.
Født i Nørup sogn.
Kristen Simonsen Dam.
Født d. 14 Oktober 1839.
Tjenestegjorde ved 13. Regiment 6. Compagni som menig nr. 648.
Fra d. 13 Januar 1864 til August 1864.
Adresse. 1876. landmand, Bredstenlund mark, Bredsten sogn.
Født i Givskud.
Søn af Simon Simonsen Dam.
Død d. 11 Juli 1884 Lund mark.
Begravet d. 17 Juli 1884 på Bredsten kirkegård.
Niels Christian Hansen ( Haderslev ).
Født d. 21 Januar 1830.
Tjenestegjorde ved 14. Regiment 4. Compagni som menig nr. 216 ( forstærkningsmand ).
Fra d. 16 Januar 1864 til 20 Maj 1864.
Adresse. 1876. skomager, Kjærbølling by, Bredsten sogn.
Født i Haderslev.
Død d. 25 September 1887 i Kjærbølling.
Begravet d. 30 September 1887 på Bredsten kirkegård.
Hans Jacobsen.
Født d. 2 April 1841.
Tjenestegjorde ved 6. Regiment 3. Compagni som Undercorporal nr. 381.
Fra d. 15 Maj 1863 til d. 28 Marts 1864.
Såret i slaget d. 28 Marts 1864 ved Dybbøl, på lazareth i Kronprinsessegade i København.
Indstillet til tapperhedsmedalje. Dannebrogsmand d. 22 December 1926.
Adresse. 1876. Husmand, Kjærbølling huse, Bredsten sogn.
Født i Kjærbølling huse.
Søn af Jacob Larsen Vildriksen og Bodil Ivers datter.
Hans Jacobsen.
Født d. 2 April 1841.
Tjenestegjorde ved 6. Regiment 3. Compagni som Undercorporal nr. 381.
Fra d. 15 Maj 1863 til d. 28 Marts 1864.
Såret i slaget d. 28 Marts 1864 ved Dybbøl, på lazareth i Kronprinsessegade i København.
Indstillet til tapperhedsmedalje. Dannebrogsmand d. 22 December 1926.
Adresse. 1876. Husmand, Kjærbølling huse, Bredsten sogn.
Født i Kjærbølling huse.
Søn af Jacob Larsen Vildriksen og Bodil Ivers datter.
Hans Jensen Vilstrup.
Født d. 10 Januar 1832.
Mads Jørgensen.
Adresse. 1876. arbejdsmand, Bredsten sogn.
Søren Jørgensen.
Anders Kristensen.
Hans Kristensen.
Anton Laursen.
Johan Frederik Laursen Høgsdal.
Fra d. 8 December 1863 til d. 18 August 1864.
På lazareth fra d. 11 April 1864 til d. 21 April 1864.
Jørgen Ludvigsen. ( broder til næste )
Født d. 4 Oktober 1831.
Tjenestegjorde ved 14. Regiment 2. Compagni som menig nr. 58. ( forstærkningsmand ).
Fra d. 18 Januar 1864 til 24 Maj 1864.
Adresse. 1876. Husmand, Kjærbølling, Bredsten sogn.
Født i Kjærbølling.
Søn af Ludvig Ludvigsen og Ane Cathrine Niels datter.
Død d. 6 Januar 1907 i Kjærbølling huse.
Begravet d. 12 Januar 1907 på Bredsten kirkegård.
Thomas Ludvigsen. ( broder til forrige )
Født d. 1 December 1836.
Martin Nielsen Lund.
Johan Brøchner Madsen.
Mads Christian Madsen.
Hans Nielsen.
Jacob Nielsen Skarbye.
Niels Nielsen.
Adresse. 1876. Husmand, Kjærbølling, Bredsten sogn
Jørgen Olesen.
Jens Pedersen.
Niels Pedersen.
Søn af Peder Nielsen og Karen Mads datter.
Søren Pedersen Hornstrup.
Anders Poulsen.
Christen Poulsen.
Adresse. 1876. Husmand, Kjærbølling huse, Bredsten sogn
Jens Peter Sørensen.
Jesper Thomsen.
Søren Thomsen.
Claus Pedersen.
Til
2. Armee Division.
Rapport
over 2. Divisions Sundhedstroppers Virksomhed
den 18. April d. Aa. (1864).
Allerede Natten mellem den 17. og 18. var Tropperne i fuld Virksomhed, deels ved fra de forskjellige Skandser at afhente Saarede og deels ved fra Lægen at bringe Saarede til Vognene der holdt ved Brohovedet, saaledes var Virksomheden saa at sige uafbrudt indtil Geværilden begyndte omtrent Kl. 10 Formiddag, da endeel Baarer dirigeredes frem mod Skandserne over hele Stillingen, dog mest mod venstre Fløi, saaledes indbragtes omtrent 2 Saarede af hver Baare til Vognene ved Brohovedet og senere da alle Vogne vare tagne i Brug, indbragtes endnu omtrent 1 Saaret pr. Baare fra Stillingen til Ambulancen i Sønderborg og 2 a´3 Saarede medbragtes da Sundhedstropperne ligefør Brohovedets Besætning, trak sig over Broen til Sønderborg.
Ankommen til Sønderborg dirigeredes 1/3 af Baarerne til Kirken, 1/3 til Slottet og 1/3 til Kirkebatteriet, fra hvilke Stillinger enkelte Saarede indbragtes til Ambulancerne.
Efter at Skydningen var ophørt om Aftenen afhentedes de Døde fra Slottet og førtes ud til Ulkebøl Kirke, hvormed Mandskabet var beskjæftiget til seent ud paa Aftenen. –
Kl. 11 ½ (aften) var alt Mandskab samlet paa Kirschsteins Mølle, hvor det holdtes parat for den øvrige deel af Natten. –
Sundhedstroppernes Virksomhed under hele Affairen paa de forskjellige Steder, skjøndt noget medtaget af de foregaaende Dages og Nætters Anstrengelse (de kom nemlig paa Forpost den 16. om Aftenen), vedblev at være den samme, som allerede er den ærede Armee Division bekjendt fra de tidligere Affairer, den 22. Februar, den 17. og 28. Marts, idet de lige til det Sidste ufortrødent vedblev at opfylde deres Pligt. –
Skjøndt Divisionens Sundhedstropper saaledes i det Hele med en hvis Uforsigtighed har udført deres Pligt, maa jeg dog særlig fremhæve Undercorporal No. 210 Andreas Madsen Bank, Menig 125 Klaus Petersen, der den 13 ds. blev saaret og amputeret og sluttelig Ambulancesergent Jacob Julius Hansen.
Cuppy?
Commandeur
Jacob Julius Hansen:
Født d. 27-2-1826.
Deltog i krigen 1848-50 og 1864, tjenestegjorde i 1848-50 ved 4. Forstærkningsbataillon, i 1864 ved 2. Divisions Ambulance som Foureer. Fremhæves i rapport for 2. Divisions Sundhedstropper d. 18. april 1864.
Medlem af Vaabenbrødrenes Ringkøbing afd. som nr. 26036.
Erindringsmedalje-ansøgning 1876.
Adr. 1876, Forvalter ved Ringkøbing Amts Sygehus og Tvangs Arb. Anstalt.
Andreas Madsen Bank:
Født d. 6-4 -1841 i Jegerup sogn, Haderslev Amt, død d. 23-4-1889 i U.S.A.
Claus Pedersen:
Født d. 14-9-1839 i Balle by, Bredsten sogn, Vejle Amt:
forældre gårdmand Peder Pedersen og Maren Iversdatter,
viet til Jacobine Madsen d. 17-5-1872 i Bredsten kirke.
Tjenestegjorde i krigen 1864 ved 2. Divisions sundhedstropper som ambulancebærer, fra midten af januar til 13. april 1864, såredes ved Dybbøl d. 13. april, amputeret (venstre ben), indlagt på flg. Lazaretter – Augustenborg, Rudkøbing og Garnisons hospital i København – krigsinvalid.
Stilling 1876, medhjælper ved en Arbeidsforening.
Erindringsmedalje-ansøgning 1876.
|
|
|
|
|
|
|