Aftægten var fra gammel tid en forpligtigelse for en besidder af en landejendom til at underholde en tidligere ejer eller fæster samt dennes hustru, så længe de lever. En sådan aftægtskontrakt tinglæses som oftest sammen med skødet eller fæsteoverdragelsen.

Skrevet af Jørgen Petersen.

Blot to år senere i 1873, efter at have nyopført stuehuset sælger Rasmus sit husmandssted med besætning og inventar samt anpart i sognets konge og kirketiende, til svigersønnen.

I denne forbindelse bliver der så oprettet og tinglyst en aftægtskontrakt til de gamle, hvori Frederik Hansen forpligtiger sig til så længe hans svigerforældre lever, at yde dem aftægt og ophold i samme bolig, den nuværende dagligstue på 2½ fag, hvilken lejlighed af ham eller stedets ejer, vedligeholdes forsvarlig inde og udvendig på tag og fag uden udgift for nyderne. Desuden gives disse ret til af stedets indbo at udtage hvad de måtte bruge i aftægten. Foruden indboet opsættes en kakkelovn. Desuden skal aftægtsfolkene have ret til af håndværktøj som er på stedet at udtage og beholde til deres brug hvad de ønsker.

Og ved deres død at bekoste dem en passende og anstændig begravelse, efter egnens skik og brug….

Denne aftægtskontrakt som Rasmus og Kirstine kun kan være mere end tilfreds med fylder mere end to tætskrevne sider, med pligter og omkostninger  som svigersønnen skulle opfylde.

Et par eksempler herpå var, at Frederik skulle yde: Hvert år til mikkelsdag 3 tønder gode sunde spisekartofler.

Til ildebrændsel leverer han inden 1 august årlig til aftægtsfolkene på deres bopæl  8000 stk. tørv af almindelig forsvarlig størrelse og, de skulle  navnlig være 8 tommer lange og 4 tommer brede og 3 tommer tykke.

Når en af aftægtsfolkene dør, bortfalder ¼ af fødevarerne, dog bortfalder af mælken ½ potte daglig om sommeren, men intet om vinteren. Den øvrige aftægt vil være uforandret til den sidstes død.

De første mange år som aftægtsfolk og nydere, var forholdene Frederik og Rasmus imellem, nogenlunde. Det må naturligvis også have været svært for svigersønnen, sådan efter at have ægtet datteren, og herefter overtage huset, samt herefter at være aftægtsyder, og dermed forsørge de gamle, så helt underligt er det jo ikke, at der opstår gnidninger, imellem dem.

Og at Frederik jo nok har følt som årene gik, at hans forpligtigelser overfor svigerforældrene, blev stadig vanskeligere at efterkomme, når han og hustruen i samme tid har tillagt sig en stadig større børneflok, i 1890 var der syv børn, som jo også skulle både have mad og tøj på kroppen samt holdes i skole, hvilket jo også dengang var en betydelig økonomisk byrde.

Forholdet til svigerforældrene bliver da også gradvis dårligere og mere og mere anspændt. Og helt galt bliver det da den gamle svigermoder, Kirstine som bliver stadig mere syg, for til sidst at blive fast sengeliggende, og dermed mere hjælpeløs, og ikke selv hverken kan vende sig i sengen, eller holde sin personlige hygiejne.

Og da Rasmus selv har svære og svære ved at hjælpe til, bliver byrden for de unge desto større.

Det havde de jo nok ikke forestillet sig da de lavede denne aftægtskontrakt. Men nu hang de på den.

Johanne Marie boede med sin mand Johan Peter Rasmussen som nabo til Frederik Hansen. Og efter de sikkert i længere tid havde fulgt forholdet mellem Frederik og hans svigerforældre, og hørt på klager og smertens skrig… beslutter hun sig for i feb. 1889 at skrive til herredskontoret i Vejle.

”Gode herre” undskyld min dristighed at jeg skriver til dem. Ingen udover Gud ved at jeg skriver til dem, og ham har jeg først påkaldt før jeg skrev.

Det er af medlidenhed for de to gamle i Kjærbøllinghuse Rasmus Olesen og hustru, de har det meget dårlig, det er på 4 år at den gamle kone ligger, hun kan ikke vende sig eller røre andet end armene og hovedet. Og våd ligger hun næsten altid og huden går af hende og der er flere sår på hende, og hun skriger altid og det sviger og sviger.
”Gode herre” kan der ikke blive gjort noget for den svage kone, for hun har en dårlig omgang og der er ingen der taler et venligt ord til hende, uden hendes mand og han kan jo hverken gå eller stå.
Og da Frederik Hansen og konen ikke kan lide at der kommer nogen til de gamle. Og Frederik har Sognerådet så forsnakket, at de tror ikke hvad andre siger, fortæller Rasmus.

Folk siger Rasmus har været slem i sine unge dage, men skal han lide for det så lad herren straffe ham.

Matkis Tranholm siger han har boet nabo til ham i tretten år, og Rasmus har været ordentlig i disse år. Men hvad han siger tror de ikke, og der er ingen der vil tage sig af dem. Men vil de ikke være et redskab i herrens hånd til at få dem der fra, at den arme kone kunne få lidt bedre pleje, o herre – hav medlidenhed med hende for Jesus skyld. Jesus har gjort meget for vore medarvinger i herrens rige.
Endnu beder jeg dem hav medlidenhed med dem for Jesus skyld. –

Underskrevet
Marie

Dette gør han flere gange, og første gang altså den
5 marts 1889. Men dette brev findes ikke længere…

Men det næste brev skriver han så d. 8 juni 1889 hvori han rykker Herredskontoret for svar, og atter fremkommer med beskyldninger mod sin svigersøn….

”Da jeg ingen efterretning har fået fra herredskontoret i Vejle, om hvad der gælder for ret og uret, som jeg har ventet efter siden Hr. fuldmægtig Jensen var hos mig d. 18 april og holde forhør, for jeg kan ikke tro, at Hr. Herredsfoged Monrad, vil lade Frederik Hansen være ustraffet, og jeg tror heller ikke han bør være ustraffet, for hans ulovlige udtagelser og trusler og ringe agt, som han har udvist mod sine svigerforældre, for så har vi jo ingen ret til, at være ufornærmet, men jeg fordre vor ret til at være ufornærmet i vor aftægtsstue af F. Hansen, vor herre har jo taget kors på min kone og mig, taget kræfter fra os, han kan ikke taget den ret fra os som tilkommer et menneske i det trivelige liv, men jeg beder Hr. Herredsfoged Monrad om at tilkende os vor ret og straffe Fr. Hansen for det som jeg har anklaget ham for, og som Hr. Fuldmægtig Jensen indførte i sin bog, den dag han var hos mig. Min kone ligger på smertens leje og vender sig under svie og smerte i hendes lemmer og får ikke den opvartning hun fordre.

Fr. Hansen har sagt til mig at jeg må godt melde ham, han skulle nok forsvare sig hvor han kommer, det kunne jeg stole på.
Jeg ønsker nok at vide om han kan forsvare det som jeg har anklaget ham for, jeg tror det ikke”…

Underskrevet
Rasmus Olesen. Aftægtsmand

Flere gange herefter rykker Rasmus for svar, og da herredskontoret i Vejle d. 6 februar 1890 indkalder parterne til forhør. Er det kun Frederik Hansen der møder frem, for Rasmus kunne ikke komme, han er nu så svag at han end ikke kunne støtte på benene, og måtte siddende på en stol skubbe sig fra sted til sted, og hans hustru der  i over 4 år, har ligget fast i sengene, kunne naturligvis heller ikke komme.

Siden Wisborg i september måned var hos Rasmus Olesen, er der ikke forfaldet noget mellem ham og svigersønnen Frederik Hansen, men Rasmus klager stadig over, at der ikke vises den skånsomhed mod hans syge hustru som kan forlanges, idet Frederik Hansens kone eller datter ofte puffer og støder til den gamle, når de skulle hjælpe hende af eller i seng, ligesom de udskældte hende for ”gamle asen” og lignende…..

Men Frederik Hansen blev afhørt og afgav følgende forklaring:

Sergent Wisborg har gentagne gange været på min bopæl, navnlig også en gang i begyndelsen af februar sidste år, og siden den tid har jeg afholdt mig fra at gå ind til mine svigerforældre, skønt min kone og datter ofte kunne have trængt hårdt til min hjælp ved den uhyre svære pleje, der måtte ydes min svigermoder, som nu har ligget til sengs i 3-4 år og har måttet løftes af og i sengen, da hun aldeles ikke kan støtte på sine ben.

Den gamles sigtelser mod mig for at have truet med at slå ham ned m. m. er aldeles usande, og hverken politibetjent Bertelsen eller nogen anden vil kunne bekræfte den gamles sigtelser mod mig.

Min hustru er høj frugtsommelig og både hende og min datter er skrøbelige, så at plejen for min svigermoder er yderst skadelige for dem, min datter er næsten bleven helt skæv deraf.

Jeg har i november henvendt mig til sognerådet om et bidrag, og fik 30 kr. der muligt nok kunne forøges, når jeg kunne skaffe et menneske til at hjælpe med plejen af min svigermoder. Dette er dog ikke lykkedes mig.

Sognerådet har også ladet en læge tilse min svigermoder, og så vidt jeg har forstået lægen lider den gamle af utålmodighed og egensind, og vil ikke selv hjælpe til, når hun som af lægen foreskrevet, skal tages ud af sengen en til to gange daglig og lægges på et par stole, medens der gøres rent under hende i sengen…

Efter nærmere overenskomst med sognerådet, forpligter Frederik Hansen sig til at betale for sin svigerfaders ophold og forplejning, som herefter indlægges den 7 februar 1890 på fattiggården i Balle. Ordningen laves sådan at hvis Rasmus bliver ked af opholdet kan han flytte tilbage hos Frederik Hansen.

Denne ordning laves for at Frederik og hustru kan få ro og fred til at hjælpe den gamle kone, mens Rasmus er fraværende. Den gamle kone Kirstine Nielsdatter dør nogle få måneder senere den 23 august 1890, 78 år gammel. Hun var født i Højen.

Rasmus der var født i Lundhuse, Bredsten sogn i 1817, dør året efter den 15 november 1891 på fattiggården i Balle.

Så om Rasmus nåede at få oprejsning fra Herredskontoret i Vejle, mod sin svigersøn eller han måtte gå i graven som en fornærmet mand, vides ikke. At Rasmus ikke var fattiglem, men aftægtsmand da han indlægges på fattiggården ses heraf, da der oplyses ved indlæggelsen at han  havde 250 kr. stående i landbosparekassen i Vejle, 100 kr. hos husmand Mikkel Chr. Ulriksen, Kærbøllinghuse og 75 kr. til gode hos svigersønnen Frederik Hansen…..