Det støvede arbejde i et lokal arkiv –

og jagten på de gode historier.

Af Joan Bedsted. Vejle.

Min interesse for Bredsten lokal arkiv, kommer af min egen slægtsforskning. Inden jeg så mig om, var jeg valgt til bestyrelsen – en hverv jeg siden har trukket mig fra af helbredsmæssige årsager.

Men jeg nåede at:

Renskrive Bredsten kirkebog 1727 – 1955.

Renskrive realregisteret for alle 9 ejerlav.

Renskrive alle folketællingerne.

1787, 1801, 1834, 1840, 1845, 1850, 1855, 1870, 1880, 1890, 1901, 1906, 1911, 1916, 1921.

Sortere og arkivere ca. 18 års avisudklip.

Skrive en del historier til aviser, bøger og blade.

Fotografere efterhånden næsten alle ejendomme i Bredsten sogn.

Fotograferet Bredsten kirkegård og Balle Valgmenigheds kirkegård, samt resten af Vejle amt.

Deraf, har jeg fået samlet mig en masse lokalviden, og hjælper gerne med slægtsforskningsspørgsmål i sognet.

Foto: Bredsten Kro.

Som fhv. frivillig hjælper i et lokal arkiv, kommer man ud for mange sjove og meget berigende oplevelser – oplevelser man som lokalhistorisk interesseret, ikke ville være foruden.

Nu er det hele er jo ikke kun sjovt og hygge – når man f.eks. har siddet en hel dag og arkiveret gamle støvede dokumenter og er snavset fra top til tå og så tør i halsen at man kunne tømme hele Middelhavet, så kan man nogle gange spøge sig selv, hvad har du dog gang i. Men det hører jo med. Og når det er arkiveret og man har fået det sat ret på plads og det er let at finde igen, så er missionen jo opfyldt, og så er man glad for arbejdet, trods alt.

Eva den gamle arkivleder og jeg, har siddet adskillige timer i kælderen ved vort arkiv og arkiveret. Så længe at vi var nødt til at have madpakker med, så længe at varmen blev slukket, så længe at lyset blev slukket automatisk kl. 22.00 og sirenen høl. Nogle mente vi burde have soverposerne med også – men så galt gik det dog aldrig. Men vi havde den samme arbejdsmoral – og når vi gik i gang så skulle der altså ske noget. Da vi startede i arkivet, var der et kæmpe arbejde der skulle gøres. Der var 4 dobbeltskabe der skulle sorteres, endevendes fra top til bund og arkiveres. Et job, blandt mange, der var blevet forsømt gennem adskillige år.

Arbejdet gled stille og rolig frem, og vi kom så langt, at en del skulle i arkivets kælder. Vi har arkiv på en skole og kælderen eller depotrummet ligger et stykke derfra, især når der skal slæbes. På skolen er der også en skolefritids ordning og børnene kører på cykel og mooncars udenfor. Så vi hyrer ungerne for et stykke chokolade, til på deres små mooncars med lad, til at transportere og hjælpe os over i kælderen, med alle arkivæskerne og det gik forrygende. Et arbejde de gik op i med liv og sjæl, og vi slap for at slæbe.

Det sjove og hyggelige er jo på åbningsdagene hvor man møder en masse søde og rare mennesker, der opsøger arkivet for hjælp til bl.a. at finde aner i sognet. Hvor man får hele gæstens livshistorie samt alle anernes historie oveni, og når så gæsten i jagten på anerne, med næsen dybt begravet i kirkebøgerne, endelig får hul på bylden efter flere års søger, og der kommer et himmel højt YES fra bordet, ja så kan man kun glæde sig sammen med gæsten. Nu er det dog blevet en del nemmer at kigge kirkebøger, efter de er indscannet på Arkivalier online. Eva og jeg satte altid en ære i, at hygge om vores gæster. Det var med kaffe og kage, dækket op på forhånd – så det var klar til gæsterne. Stearinlys var tændt, for hyggens skyld. Det er så lidt der skal til for at hygge om gæsterne. Vi startede altid en ½ time før åbningstid. Der skulle altid fejes efter skolebørnene, bordene skulle tørres af. Kaffe bord dækkes – og altid i et separat hjørne, for arkivalier og kage hører ikke sammen. Så når der var åbent, så var vi klar, og ikke skulle rende og ordne alt muligt – men vi kunne koncentrer os om gæsten, fra det øjeblik han eller hun trådte ind. Vi, Eva og jeg gik op i det med liv og sjæl. I ” vores ” 3 år, har vi ikke haft lukket én eneste gang på åbningsdagene. Hverken i sommerferier eller i snestorme. Vi satte en ære i, specielt i sommerferie perioden, at holde åbent. Vi havde mange gæster der i deres sommerferie søgte aner, og kom langvejs fra.

Foto: Roearbejde på " Elkjærflor " i Ravning.

Men det bedste ved det hele er at skrive og opstøve materiale til historier fra sognet. Enhver der skriver historier, ved at det er kæmpe arbejde at opsøge og finde materiale – men når det først er gjort er det bare om at komme igang. Vi har siddet uendelig mange timer på biblioteket eller på andre arkiver i jagten på materiale. Vi har altid gerne villet skrive om andre ting end det, man normalt skriver om. Mange lokalhistoriske interesserede skriver meget om fattigvæsenets historier – men vi synes de mange gange er temmelig ens. Ligesom at skrive om gårdfolk og deres aftægtskontrakter, har man set en - har man næsten set dem alle. Derfor har den gamle arkiv leder og jeg, altid gået efter menneskerne eller noget lidt anderledes. Det er spændende at skrive om personer og befolkningen – noget folk kan nikke genkendende til og forholde sig til. Når man bl.a. finde en sjov erindring hvor bl.a. Geni Niels er nævnt. Geni Niels tog til begravelser ved alle sognes afdøde – ikke fordi han kendte dem, men for at få kaffen bagefter.

Når man samler materiale og billeder skal man også ud at snakke med folk – det følger med. Vi har været oppe på 3 – 4 personer på én dag, og hvert sted vi kommer har de af venlighed kaffen klar. Så når man forlader 4 sted og har fået kaffe nok for et år og ikke er kaffedrikker, og ved at nu kan man ikke sove i nat, ja så bander man den kaffe langt væk, men glæder sig over folks venlighed.

Og da man forlod det sidste sted, hvor den ældre dame havde en anetavle hængende i entreen, og man stod og beundrede den índen man forlod huset og ser sin egen tip tip oldefar stående der, selvfølgelig intetanende, så kan man bare rækken hånden frem og sige goddag frue vi er vist i familie med hinanden, som jeg er med så mange andre i sognet. Da jeg ikke er barnefødt eller bor i sognet, er det meget sjovt for mig at være i familie med ret mange nulevende i sognet.

Et stort arbejde i et arkiv er avisudklipssamlingen, der skal klippes hver dag og der skal sorteres samt arkiveres, man skulle jo gerne kunne finde dem igen. Den ære har jeg haft, at sortere ca. 15 – 20 års aviser – et ret stort arbejde, der aldrig var blevet gjort før. For en udensogns pige, som mig er det utrolig lærerigt – du lærer en masse om sognet og du lærer en masse mennesker at kende, de ved det bare ikke selv. Arkivlederen og jeg var til et foredrag i sognet, og jeg sidder og kigger på alle de mennesker, som jeg kendte fra aviserne. Vi var ca. 80 mennesker og en herre sætter sig over for os, og jeg kan kende ham fra avisen. Jeg hvisker til arkivlederen, som er barnefødt i sognet, for at prale over min nye viden, han der – det er ham der har fundet Ravningbroen. Det ved jeg godt, svarer hun, det er min kusines mand. Så det fik jeg ud af mit praleri.

Foto: Vejlevej set mod øst.

I vores søgen på materialer, har vi mange gange skullet på andre arkiver for at opsøge materiale.

Vi har altid valgt så vidt mulig at bruge det materiale der er på arkivet eller i sognet, og ikke at skulle være afhængig af, at skulle til Viborg og bruge adskillige hundrede kroner på kopier. Vi har altid prøvet på, at gå i gemmerne og finde en gammel protokol eller lignende. Det var noget andet når der skulle opsøges billedmaterialer. Der har vi både været på Fyn og andre steder og afhente – vi har lånt billeder fra mange steder i landet for at kunne krydre en god historie.

Jeg har sammen med Eva, for nylig skrevet en historie om 3 generationer Karetmager i sognet, hvor den sidste karetmager stadig er levende og pt. er sidst i 80’erne. Til denne historier har jeg bl.a. været på Falck stationen i Brædstrup for at fotografere en brand og mandskabsvogn som denne karetmager har restaureret. Jeg har været på Hjerl hede og fotografere, fordi mange af hans redskaber var kommet der op. Vi brugte temmelig lang tid på at indsamle og skrive historien, og tog derefter ud til karetmageren og læste historien for ham, for godkendelse. Da jeg var færdig med at læse historien op, og karetmageren havde hørt en masse om hans forfædre, han end ikke vidste, da sad han med tårer i øjnene og sagde, det har i gjort godt piger. At se hans tårer i øjnene var simpelt hen det største skulderklap vi kunne få, for vores hårde og slidsomme arbejde.

Nej, man kunne blive ved, med at fortælle uden ende. Men arbejdet i et arkiv er meget berigende, det er hårdt, slidsomt og temmelig beskidt – men hvor har man mange gode oplevelser ud af det.

Så det kan bestemt anbefales.

Copyright © 2007. Joan Bedsted. Vejle.