Ib Hansen.
D. 18 April 1939 - D. 17 Marts 2007.

Denne side er tilegnet min far, som døde Lørdag d. 17 Marts 2007.
Det var den dag min lillesøster fandt ham, liggende på toilettet.

Men dødsdagen, vil altid for os være Fredag d. 16.
Han havde ikke været i seng endnu, så da han døde, var han nok på vej i seng. Han har ikke prøvet at afværge faldet med arme eller hænder, så det er gået stært, rigtig stærkt. Hvilket også var Falckreddernes første indskydelse; det her er gået rigtig strækt.

Dejlig for vores far, svært for os.

Vi er i total chok - for intet var mere uventet end fars død. Far var frisk, let til bens, og utrolig ungdommelig af en på 67 år at være. Han havde aldrig i hele hans liv været syg.
Han havde gået med lungebetændelse, som ikke var blevet opdaget i over 1 ½ mdr.

Dødsårsagen er hjertestop eller en blodprop som følge af lungebetændelsen.

Vi troede jyden var stærk og sej, men når det gælder, så er jyden skrøbelig som alle andre.

Far blev bisat fra Vor Frelser kirke i Vejle, Fredag d. 23 Marts 2007.
Dagen efter, ville det have været 23 års siden han førte min afdøde søster Linda og mig op af kirkegulvet i samme kirke.

Mange har deltaget i vores sorg. Vi har fået varmende knus, hilsner, blomster, penge til hjælp til begravelse, ja selv fra Sjælland kom der en rørende dejlig blomster hilsen fra et par af mine net-veninder. Tusind tak til alle der har tænkt på os i denne svære tid.

Tak er kun et fattig ord. Men tak alligevel. det har varmet utroligt meget.

Men hvor er det underligt at tænke på, at mor døde på akkurat samme måde. Men nu er de sammen igen.

Præsten hun holdt sådan en smuk tale over vores far. Da hun talte med os inden begravelsen, kunne hun se al vores kærlighed til far og hans til os. Derfor valgte hun at starte med at læse fra biblen, et stykke der hedder " Kærlighedens højsang " noget af den mest kendte og mest elsket fra biblen.

" Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.
Kærlighed er tålmodig, kærlighed er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.
Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op."

Smukkere kan det vist ikke siges.

Vi har grinet og vi har grædt. vi har sammen set billeder og sammen mindes vi nu vores bamsefar. Han elskede at fortælle om det gamle Vejle, sin barndom - nu er det vores tur til at mindes far og fortælle far's historie.

Når man elsker og har kærlighed for et andet menneske - så har kærligheden også en bagside. Bagsiden eller kærlighedens pris er, at der gør ondt når man mister.

Vi vil altid savne vores far, der bliver så stille, så tomt og ensomt.
Nedenunder er en nekrolog som jeg skrev samme aften far døde, hvor jeg lod mit hjerte tale, Nette og jeg, far's to tøser, vi satte det også i avisen.

Men vi er jo kun mennesker og vi må konstatere vi er dødelige og sårbare men - Vi har rigtig mange og gode minde, som skal hjælpe os videre - og videre skal vi nok komme. Andet ville heller ikke være i far's ånd.

Æret være fars minde.

Vi er i chok, vores dejlige bamsefar, svigerfar og bedstefar Ib Hansen er død. Han er her ikke mere, vi kan ikke forstå det. Han var jo en frisk ung mand på 67 år, let til bens og åndsfrisk, og vi troede det skulle mere end en lungebetændelse til at slå ham omkuld. Første gang i hele hans liv, han er syg, så stoppede hans liv så brat d. 17 Marts 2007.

Far var en rigtig guttermand, et rigtig mandfolk. Hyggelig at være sammen med, god at snakke med og altid tjenstvillig. Han var blomstervander når vi havde ferie, skulle der flyttes, lægges fliser, slæbte han også der. Man kunne altid regner med ham.

At vi hans tøser havde det godt, lå ham meget på sinde – samt at hele familien havde det godt og fungerede. Han ville gå gennem ild og vand, for os alle sammen.

Far var født på Violvej 10, i hans bedstefars seng i 1939. Far var født uden for ægteskab, så tiden gjorde at han blev opfostret hos sine bedsteforældre, og bedsteforældrene har betydet alt for ham og givet ham alt. Han var dem evigt taknemlige. Han havde et godt og trygt barndoms hjem på Violvej, sammen med søsteren Gerda. Skolen var ikke lige ham, men det gik og han havde en del fritidsjobs. Han var bl.a. bydreng hos købmand Jepsen, mælkedreng på mælkekompagniet eller han samlede bøge-bog, agern og kastanjer i skoven og solgte dem – altid har han arbejdet.

I August 1954 kom han i blikkenslagerlære hos Viktor Olsen der gik konkurs efter 1 år. Far kom derefter ud til Svend Harry Hansen på Grejsdalsvej, hvor han blev udlært i 1959, og hvor han efterfølgende var i mange år til ca. 1974. Arbejdet som blikkenslager hos Svend Harry betød meget for ham, han blev behandlet som en søn af huset der. Efter far holdt hos Svend Harry, kom han ud på Tulip, Bacon Sliceri hvor han var truckchauffør til 1994. Og som han altid selv sagde, jeg havde verdens bedste job der.

I 1961 giftede far og mor sig, og de fik mange gode og lykkelige år, indtil mors død i 2002.

Mors død og vores søster Lindas død i 1999, var en utrolig stor sorg for ham, og det var svær for ham at komme ovenpå igen. Men det lykkedes.

I hans pensionist otium, var han stadig aktiv. Han gik mange ture, gik flere gange ugentlig op i Handicap centeret, og fik lidt godt at spise eller en kop kaffe og en sludder, eller tog med på udflugter o.s.v.

Fars sidste tid, blev en god og dejlig tid.

Han havde mødt en sød dame, et dejligt menneske, Margit – og sammen har de haft mange hyggelige timer og udflugter. Margit kunne hive ham med til en masse ting, ting han aldrig havde gjort før. Tak til Margit, fordi hun gjorde far’s sidste tid til noget særligt – de nåede ikke alverden af tid sammen, men den tid de havde, var kvalitets tid – en god og lykkelig tid. Midt i vores store sorg, er Margit’s sorg lige så stor, hun og far var meget glade for hinanden, og vi tænker meget på Margit lige nu. Der er nogle der lever et helt liv, uden at finde kærligheden, men de genfandt den sammen.

Den bedste tid far havde efter mor's død, var tiden sammen med Margit - det sagde han selv, og vi må give ham ret.

En dejlig tanke for os, hans 2 tøser.

Kære far, vi vil savne dig, der bliver / er tomt, stille og ensomt uden dig. Tak for alle vore hyggelige timer - heldigvis mange. En trøst er dog, din død var hurtig og uden smerter.

Kære far, tak er kun et fattigt ord.

Æret være fars minde.

Joan Bedsted og Annette Laursen.

Så blev far kremeret, og Onsdag d. 4 April 2007 - 14 dage før fars fødselsdag blev hans urne sat ned i gravstedet oppe ved mor.

Nu er det endegyldigt slut - far og mor er genforenet.

På hans sidste rejse, havde han en ting med fra hver af de to kvinder i hans liv. Fra Margit havde han den røde bluse hun gav ham, den fik han på da ham kom i kisten. Fra mor fik han deres vielses ring med i urnen.

Nu skal vi så videre - og vi har heldigvis mange gode og dejlige minder at komme videre på. Vi griner, vi græder, vi ser billeder og video, minderne vælter frem og vi savner. Men det er kærlighedens pris eller bagside, at det gør ondt at miste.

Men hvor var han det værd - smerten lige nu.

Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på Kim Larsens sang:

" Om lidt blir der stille - om lidt er det forbi... "

Farvel til jer begge, hyg jer nu hvor end i er.

Nu er i sammen igen, og mor kan igen sige, som hun altid sagde i levende live flere gange om dagen; jeg har ingen mys fået idag.
Og så luntede hun hen og fik hendes lille kys.

I var aldrig blege for at vise at i elskede hinanden.

Vi  jeres " to tøser " der er tilbage, kan med med sindsro sige,
at i altid vil være
højt elsket og dybt savnet.

Tak for alt.

Julen 2007 var den første jul uden far. Det var ellers planen at han skulle holde jul og vi lægge hjem til, men sådan skulle det jo ikke gå.

Han blev revet så brat væk, der var jo mange ting man gerne ville have sagt til ham.
 
Derfor bestemte jeg, at for at mindes far skulle der dækkes bord som om han var der, på hans sædvanlige plads - som alle de foregående år.

Jeg tændte små lys på hans tallerken..... så vi havde en god juleaften sammen med far, den sidste samme.

Han var i vore tanker.

Torsdag d. 30 august 2007.

Idag var det en temmelig trist og grå regnvejrsdag. Grå og trist på mere end én måde.
Min afdøde fars kæreste Margit døde i dag ved middags tid.

Kort tid efter fars død, fik hun konstateret lungekræft i begge lunger, leverkræft og lymfekræft. En ulig kamp var godt igang. Hun havde gået længe - alt for længe med det.

Så det var næsten udsigtsløs - en ufair kamp hvor kun én kunne vinde, og det var ikke Margit. Havde hun skullet kæmpe bare med en af de cancerarter havde det været en hård kamp, med disse tre - der var vist kun een vej. Og det vidste Margit nok inderst inde, men hun sagde det ikke - og hun gav ikke op. Kemoen kunne hun ikke tåle, og strålerne var hårde ved hende.

Margit var en skøn kvinde, altid hjælpsom over for andre. Hun hjalp hvor hun kunne bl.a. som frivillig i Handicapcenteret og Dansk handicap forbund hvor hun var næstformand for Vejle afd. Margit var meget aktiv, hun sad ikke stille og slet ikke derhjemme, for som hun sagde; hvad skal jeg da det for. Altid havde hun gang i et eller andet, også Banko spil.

Margit var en dejlig støtte og hjælp i vores fars liv. De havde ikke kendt hinanden i alverden af tid, men deres sidste tid var kvalitetstid. De havde skønne timer sammen.

Da vi mistede far, var Margits sorg også stor. Men i al hendes store sorg havde hun kærlighed og stor omsorg for os - jamen nu er i jo kun to, var hendes ord. Hun tænkte meget på os og lukkede os ind i hendes lille verden, som var så stor. Hendes store omsorg for os var meget rørende, og vi takker Margit for det, vi takker for hendes måde at være på. Vi takker for hendes kærlighed og støtte til vores afdøde far. Og vi takker for hendes omsorg for os 2 tøser og vores familier.

Det var ikke kun for os Margit havde stor kærlighed og omsorg.
Hendes egne 4 børn, børnebørnene og oldebørnene havde hun også stor kærlighed til. Tit var hun med Jette og Folke samt oldebarnet på ture eller små ferier, hvor oldebarnet så en stor ære i at slå oldemor for en is.
Det grinede hun tit af, hvordan hun blev snørret.

Margit sidste tid var en sej omgang - hun led og havde mange smerter.
Jeg snakkede med Margit midt i vores ferie her i august hvor hun ringede, og der havde hun det ikke godt, hun havde smerter og kræften havde bredt sig. At det lakkede mod enden anede os, hendes modstander var for stor, men at det var nu - kunne ingen vide.

Jeg er rigtig glad for vores sidste samtale. Margit vidste hvor det bar hen af - men hun sagde det ikke. Og denne telefonsamtale, var nok hendes farvel til os.

Både min søster og jeg, er glade og stolte over at vi og vores familie fik lov at kende Margit. På onsdag skal vi sige det sidste farvel til Margit - og vi har bestemt at hun skal have et smukt rosenhjerte - lige så smukt som det hun gav vores far.

Margit har fred nu. En tiltrængt hvile kan begynde uden lidelser og smerter.

Æret være Margit Mortensens minde.