Joan's univers. - www.bedsteds.dk

Min Barndom.

Jeg er født i 1963 som den ældste af tre tøser, far sagde altid hyænen ( mor ) og alle tøserne - han var jo ene hane i kurven. Min far også altid; når du har pigerne, skal drengene nok komme af sig selv - og det gjorde de jo også.

Vi boede i et lille hus på Violvej 10, på Søndermarken her i Vejle. Der havde vi en god og tryg barndom. I vores hjem var der altid en rend af mennesker, som på en banegård. Huset summede af liv fra vores kammerater, naboerne, familien og venner. Mor var berømt for hendes ovnbagte æggekage, den kunne lokke mange til - og det gjorde den.

Det var et gæstfrit hjem.

Om det var fordi far havde ønsket sig en søn, ved jeg ikke. Men vi ( Linda og jeg ) legede med biler, var med ude at fiske, var med far oppe ved vandtårnet og kigge biler når der var kilometer lange sommerferie køer på Koldingvej, klatrede i træer som en anden dreng, jeg var endda som lille pige med far til boksning.

Linda og jeg var rigtig gode til at finde på drengestreger. Ikke at vi lavede vold eller hærværk - men vi har da hejst grantræer op i Mosemands flagstang, eller drillet naboens hund lidt for meget. Stået på rulleskøjter ned af Kiddesvej - som faktisk er den bakke de cykler op af i " Danmark rundt " en af Danmarks stejleste bakker. Vi tog den bare den anden vej. Men vi turde jo ikke hele vejen og når der skulle bremses, så var det med at fange og omklamre en lygtepæl. Men vi blev enige om, det var nok ikke lige så smart, så vi droppede det efter et par gange.

Nette ( Annette ) kom jo først i 1971, som efternøleren og hun har aldrig lavet ballade ( drengestreger ) som barn - det kom først senere. Hun havde noget at indhente, og det gjorde hun nu da også.

Jeg var nu lidt træt af at Nette blev født - jeg havde jo en søster og hun kunne jo være træls, så en af slagsen var nok - så jeg ville jo gerne have haft hende byttet med en lillebror, men det var jo teknisk umuligt - så man måtte jo nøjes og døjes. Vi har nu trods 8 års aldersforskel glæde af hinanden - og nok også indset at vi skal nyde hinanden mens vi har hianden. Og nu vil jeg skam ikke undvære hende.

Jeg havde jo ellers være foregangsmand for at få en lillesøster eller bror. Jeg var blevet fortalt at hvis jeg lagde sukkerknalde i fars seng så kom der en. Så hver gang vi var i Føtex og få kaffe så huggede jeg en lille pakke med 2 sukkerknalde og lagde dem i fars seng - men ligeså hurtigt jeg lagde dem der - lige så hurtig spiste Linda dem. Så det er nok der, det er gået galt.

Hver gang mor blev gravid ville far gerne have haft en søn Bruno - og heldigvis blev det til en Joan, Linda og Annette istedet, og så skulle vi alle tre havde heddet Pia. Far var / er nu glad ved os alle tre alligevel og nu kunne han jo så selv bestemme hvad vi skulle have at spise ved vores bryllupper istedet for. Det har han altid sagt og sådan blev det - for farmand betalte alle hans tre tøsers bryllupper.

I 1984 havde vi dobbeltbryllup. Jeg og min lillesøster Linda blev gift i Vor Frelser kirke d. 24 Marts - med henholdsvis Ulrik og Misse ( Mikael ). Far har nu aldrig været meget for at være midtpunkt - så hvis vi nu ville gå på rådhuset og blive viet, ville vi få 5000 kr. hver og festen bagefter. Men han slap nu ikke og han var nu en stolt far, da vi alle tre gik op af kirkegulvet. Der var 81 gæster og vi havde en rigtig dejlig dag i Højen forsamlingshus. Og nu nærmere vi os stille og roligt sølvet - 2009. Uha vi er ved at blive gamle.

Og når jeg tager albummet fra vores dejlige bryllup frem, og bladrer i det, så vælter minderne frem fra en dejlig dag. Og specielt falder tankerne på dem i albummet, der ikke er her mere - og de bliver jo desværre flere og flere.

Men en dejlig måde at komme i godt humør på, mere skal der ikke til.

I 1992 fik mor konstateret Sclerose - og helt ærligt vi havde aldrig hørt om det og vi anede ikke hvad det var. Mor og far fik en dame fra Sclerose klubben hjem hvor vi alle mødtes, og hvor hun ( Lis ) fortalte om hvad det var, hvordan det udviklede sig, fortalte om hendes egen erfaringer, da hun også selv havde det. Det gik jo stille og roligt op for os, at selv om det ikke var en livstruende sygdom, var det en temmlig træls og alvorlig sygdom med mange følgesygdomme.

Men det skulle blive endnu mere træls.

I 1996 fik jeg selv og min søster Linda også konstateret sclerose - og da blev vi rigtig godt kede af det. Vi havde jo set hvordan det gik og var gået med mor, så vi kendte jo turen nu. Det var jo både en fordel, men også en ulempe.

Selve forløbet indtil vi ( Linda og jeg ) fik diagnosen var nu lidt sjov. Man kan jo ligeså godt se på det på den måde. Når man har en træls sygdom hjælpe lidt " sort " humor altid, foruden den ville det være temmelig kedelig.

Jeg var på det tidspunkt ansat på Tulip bacon fabrik og havde været det nogle år, hvor jeg begyndte at få føre - forstyrrelse i min venste hånd og syns forstyrrelser. Så blev hele det store maskineri med undersøgelser og laaaange ventetider sat igang. Og de anede ikke hvad det var jeg fejlede. De vidste hvad mor fejlede, men da det jo ikke var arveligt, tænkte de slet ikke i de baner. Linda gik samme tur igennem bare gennem hendes læge. Vi endte dog begge hos Overlæge Ellemann på Vejle sygehus - og ham var vi ved at drive til vanvid.

Hver gang en af os kom til undersøgelser, rystede Ellemann på hovedet, for han vidste virkelig ikke hvad han skulle stille op med os. Ellemann var god til at få os til at grine - og vi var virkelig et problem for ham - han kunne ikke lige hitte hvad vi fejlede.
Vi anede dog selv, hvad udfaldet kunne være, da vi jo havde de samme symptomer som mor.
Han døbte vores sygdom til " Hansen syndromet " ( vores pigenavn ). Han var i databaser i København og London for at finde en diagnose der passede på Linda og jeg.
Efter mange forskellige undersøgelser, rygmarvsprøver og hjernescanning blev det i 1996 konstateret, at vi begge, Linda og jeg også havde Sclerose. Da havde vi begge en stor tudedag.

Siden den tid er der også kommet den langsomme forværring som Ellemann snakkede om, at jeg skulle forvente. Der er mange ting jeg ikke kan mere. Lange gåture er slut - nu skal jeg have min støttepædagog " Rulle Marie " med. Men kan jeg ikke på den ene måde - prøver jeg på en anden og kan jeg heller ikke det, så hjælper min søn eller mand mig. Livet skal jo gå videre. Jeg har meget brug for hvile og planlægninger langt tid frem, er umuligt, da jeg jo ikke ved om jeg den dag kan gå eller se. Min ben og øjne flipper lidt ud en gang imellem.
Vi har måttet aflyse mange tid - men min familie de ved hvad det er fat og de tager det såmænd meget pænt. De ved at når Joan aflyser, så har hun det vist ikke så godt.

For at holde benene igang tager jeg ud, i det omfang jeg kan med rollator og affotografere kirkegårde. Pt. har jeg selv fotografet ca. 96 kirkegårde. Men sygdommen gør, at jeg ikke rigtig kan holde til så meget, og hvis min søn Henrik ikke var med, ville det slet ikke kunne lade sig gøre, og min mand Ulrik er fast blomsterholder. Prisen betaler jeg gerne dagen efter, hvor jeg ikke rigtig kan gå. Men vi tager det i den fart det nu kan lade sig gøre i. Dagen efter kan så bruges ved pc'en hvor der skal laves register til kirkegårdene. Så holder jeg de små grå igang der.

Jeg har fået lavet en ret fed hjemmeside med register, som jeg har skrevet til alle mine affotograferede kirkegårde.

Kunne du have lyst til at kigge på den findes den her:

Gamle gravsten og kirkegårde i Vejle amt.

Status pr. 2010:
Efterhånden som jeg er kommet i rullestolen - 2009 og har fået sukkersyge oveni min dis. sclerose, bliver det sværer og er meget krævnende for mig at fotografere kirkegårdene. Jeg har en elscooter, som jeg bruger til dette. Men det er stadig hårdt, det tager lang tid, er bøvlet - mange steder eller på mange kirkegårdsgange kan jeg slet ikke komme ind ( de er alt for smalle ), og er gruset for dybt kan jeg ikke køre der. Uanset om min scooter er en bette kraftkarl, så er den ikke terrængående. ;0)

Så jeg må efterhånden erkende at min karriere som gravstens fotograf er ved at være ovre igen, uanset om jeg nu har hjælpemidler, det er bestemt ikke lysten der mangler men kræfterne. Der er mange ting efterhånden som jeg har til overvejelse om jeg kan klare og blive nød til at fravælge. Det skal jo ikke blive en unødig sur / hård pligt. Så jeg vil nu koncentrere mig om mit helbred som bør komme først, at jeg har det godt og kan gøre de ting jeg kan holde til. Det er jeg simpelt hen nød til - men det er jo heller ikke at kimse af.

Jeg har nu fotograferet 150 kirkegårde, så jeg har taget min tørn som hjælp til at fotografere alle Danmarks kirkegårde.

I 1999 dagen før nytårsaften ved årtusindeskiftet, døde min lillesøster Linda, af hendes 3. blodprop, kun 34 år gammel.
Linda var en værre spraldebasse - kedelig var hun bestemt ikke. Hun kunne sætte gang i et hvert selskab med godt humør. Det var kendetegnende for Linda - grin, sjov og ballade, helst en masse af det.

Enhver der har prøvet at miste et kært familiemedlem ved hvordan det føles. Det var et kæmpe chok - hun var jo ikke gammel. Men hendes første blodprop i 1995 var så stor at hjertet kun, kunne pumpe med 25 % så hun var skidt. Der var snak om inden hun døde, at hun skulle have nye hjerteklapper, men hun nåede det ikke.

Det var ganske forfærdeligt - hun havde 3 drenge på 9, 11 og 14 år. Da enkemanden temmelig hurtig involverede sig i et uheldigt forhold, gik der desværre heller ikke lang tid før end at den ældste og mindste blev tvangsfjernet af kommunen, hvoraf den ældste op til mig ( min søn Henrik ). Vi kæmpede også for den yngste, men han var så skadet at han skulle under proff. hjælp samt have fast psykolog hjælp en gang i ugen, så han kom på en kostskole hvor han skulle bo fast. Den mellemste valgt selv at blive hos sin fader, desværre.
Men de to der blev fjernet gik det heldigvis godt for, indtil de kom hjem igen. Indtil de sprang fra en mekaniker uddannelse og en landbrugsuddannelse.

Nu er det druk, hash og sjov tobak - og sove til middag. Og det plejer jo ikke at føre noget godt med sig.

De tre drenge har altid være " vores " drenge - og da vi ingen selv har, har det altid være en naturlighed at de var her hos os - hvad de altid har været, så at sige hver week - end samt i ferierne. Jeg kan ikke mindes en week-end hvor vi har været alene. Uha hvor har vi spænet mange gange rundt i både Legoland og Djurs Sommerland, man kan blive helt svedig af bare tanken.

De to af drengene ser vi desværre ikke mere, det har ikke været os mulig at opretholde en god kontakt med børnenes far og hans nye samlever, selv om meget ellers har været forsøgt fra vores side. Når man har vendt den anden kind til, tilstrækkelig mange gange - og fået lussinger der også, så taber man gejsten og lysten til sidst.
Men vi ønsker alt det bedste for " vores " unger - de har haft så megen modgang og stået så meget igennem og fået mange sår på deres sjæl. Men de vil altid være vores unger, uanset hvad - alle de sjove og dejlige stunder vi har haft med dem, dem kan ingen nogen sinde tage fra os igen.

Vi fik heldigvis den bedste tid sammen med dem - nemlig deres opvækst fra lille og til teenager årene.

Det var os der gav dem deres første gå - vogn, deres første skoletasker, rullerskøjterne, de fjernstyrede biler, nye cykler, årskortene til Legoland og Djurs sommerland hvert år. Det var os der tog dem med i biografen og teatret. Vi fulgte dem til skolefester, når deres forældre ikke havde overskuddet eller penge. Vi fulgte dem til Ferie kolonien, gav dem lommepengene og besøgte dem der.
Vi så deres forventningsfulde øjne juleaften, som de altid tilbragte sammen med deres forældre hos os.

Alt det mindes vi med glæde og og stor taknemlighed.

D. 21 Juni 2002 på en smuk solskinsdag døde min mor, også fuldstændig uventet. Far og mor sad og fik morgen kaffe, bagefter skulle hun på badeværelset. Mens hun var der fik hun en klokkeklar blodprop og døde med det samme, alle oplivnings forsøg var forgæves - hun blev kun 57 år gammel. Mor havde altid inden hun døde været en spøgefugl. Hun sagde altid i spøg, at når hun skulle herfra - så plejede hun at knipse med fingerne - så skal det foregå på den måde.

Hun fik det som hun ønskede. Men det var også alt for tidligt - og det var rigtig hårdt, først Linda, så bøvlet med Lindas børn og nu mor. Det var naturligvis rigtig hårdt på far - men efterfølgende er han kommet godt over det - han savner hende meget, hun var hans livs største og eneste kærlighed. Han har fundet sit ståsted igen, er glad og tilfreds. Selv om han er en årgang 1939 er han i fuld vigør og er rigtig frisk af sin alder at være. Vi lærte mere end nogen sinde, hvad det betyder at være stærke samme - det har vi haft brug for.

Linda ligger begravet på Nordre kirkegård i Vejle i et urnegravsted - vores mors gravsted ligger lige op af Lindas - så bl.a. til jul når der skal julepyntes, så holder vi familiekomsammen på de to gravsteder. Det er dejligt at have dem sammen - mor og datter følges stadig ad.

Oven på alt dette trængte jeg til at få tankerne på noget andet. En god gammel bekendt Jørgen, fortalte mig om hans slægtsforskning og det fattede jeg også interesse for. Så jeg startede med at forske i slægten og fandt da også en del. En del af mine aner kom fra Bredsten og gennem min bekendt kom jeg i kontakt med Lokal arkivet i Bredsten og blev inden jeg så mig om, involveret i bestyrelsen der.

Mit bekendt skab med lokal arkivet det gjorde, at jeg ikke fik så meget tid til min egen slægt.
Arkivet tog alt min tid. Jeg fik skrevet kirkebogen fra 1727 til 1946 over. Alle folketællingerne har jeg også skrevet over samt hele realregisteret for alle 9 ejerlav.
Jeg har sorteret alle avisudklippene og arkiveret dem og det er jeg glad for, for på den måde lærte jeg mange Bredsten borger at kende - jeg kender dem, de ved det bare ikke selv.

Eva, den gamle arkivleder og jeg har brugt rigtig mange timer på at få rettet arkivet op derude og en periode på et par år boede vi næsten i arkivet. Vi to fik skrevet arkivets bidrag til Mejeribogen, samt adskillige andre historier til aviser og blade. P.t. arbejder vi på 3 historier til en kommende håndværkerbog.

Sidste sommer kom der en periode hvor jeg p.g.a. af presset og alt for meget arbejde i arkivet, ikke kunne mere og måtte have en pause. Jeg gik ud af bestyrelsen, men er efterfølende begyndt lidt igen. Jeg kan nok ikke undvære det, men arbejder nu i et mere afslappet tempo, der er en pensionist værdig. Jeg tager mig af de eventuelle slægtforsknings spørgsmål der måtte komme til arkivet, samt styrer hjemmesiden samt laver lidt forefaldende pc arbejde.

Jeg hjælper dog stadig arkivlederen Johannes med slægtsforsknings spørgsmålene der kommer til arkivet. Dem sender han til mig, så kan han koncentrere sig om andre ting i arkivet.

Pt. Juli 2008 er jeg hoppet på limpinden igen - jeg har nu igen på opfordring fra formanden og bestyrelsen, sagt ja til at være webmaster på arkivets hjemmeside. Så håber jeg det går bedre denne gang..... med hjælpen udefra.

Men heller ikke denne gang gik det - denne gang var det bare meget værre. Og denne gang er jeg ude for alt tid. Det har været min største skuffelse længe, men så kan jeg jo lære det.

Idag er bor jeg og min mand Ulrik, i vores lille rækkehus i Vinding. Vi flyttede ind samme år, som vi blev gift - og her komme vi nok heller ikke fra igen, før end den dag hvor vi skal over på den anden siden af vejen, til plejehjemmet. Vi har vores lille hund Chang og vores søn Henrik, som stadig bor hjemme, og vi fire har vort eget lille univers og paradis her i Vinding.

Jeg er ikke på arbejdsmarkedet mere - men førtids pensionist med licens til mimrekort, og når det ikke kan være anderledes - så er det helt ok.

Jeg passer mine jobs ved min pc og får mange timer til at gå med det - så måske en dag mødes vi på nettet.

Vi ses i universet - måske Joan's.

Antal besøg: